Canon blækpatroner (printere med 2 patroner)

GENFYLDNING AF BLÆKPATRONER TIL
CANON NR. 37/38 – 40/41 – 50/51 SAMT
CANON NR. 510/511 – 512/513 – 540/541 – 545/546

Genfyldning af ovennævnte blækpatroner har en enkelt ulempe: blækmålingen
eller rettere: printtælleren, som ikke kan genetableres.

Når du sætter den genfyldte patron tilbage i printeren, vil du derfor se samme lave ”blækmåling”, som da du tog patronen ud før genfyldningen. Dette er dog ikke noget større problem, for de såkaldte blækmålere er i forvejen højst upålidelige.

På et givent tidspunkt vil printeren have talt antallet af print helt derned hvor patronen, ifølge Canons beregninger, burde være helt tom. Ved en genfyldt patron, vil der på dette tidspunkt naturligvis være en stor mængde blæk tilbage i kammeret.

Metoden til at fortsætte udskrivningen med patronen vil fremgå af en besked, som du får frem på skærmen. Der vil være tale om, at du skal holde en knap på printeren – typisk ”annuller”-knappen (den med den røde trekant) – nede i nogle sekunder, indtil du kan høre, at printeren begynder at arbejde.

Ved at gøre dette, sætter du blækmålingen ud af kraft og i det videre forløb, vil symbolet for blækpatronen være helt tomt. Du vil derefter heller ikke få advarsler om, at patronen er ved at være tom. Dette manglende led i service meddelelser er som nævnt ligegyldigt. Du står dig under alle omstændigheder bedst ved, ganske enkelt at bruge patronen, indtil du kan se på dine udskrifter at patronen mangler blæk.

Samtidig har disse patroner en evne til at afgive lidt blæk gennem skrive-hovedet under transport. Det er altså ikke udtryk for nogen fejl, hvis der ligger lidt blæk i bunden af posen. Du kan eventuelt tage lidt køkkenrulle og forsigtigt rengøre patronen.

Såfremt den genfyldte patron skal ligge i reserve for en patron, der allerede sidder i printeren, vil du gøre dig selv en tjeneste, ved at lade den genfyldte få en tur i printeren efter en måneds tid. På den måde holder du liv i patronen. Ved længere tids opbevaring uden at blive anvendt, kan patronen nemlig tørre ind i den forstand, at blækrester i patronens dyser størkner og gradvist blokerer for den friske blæk i printprocessen.

Udgivet i Tips og Tricks.